Skip to content

Natur på tværs af Nordjylland

I Nordjylland er der højt til loftet og store vidder. Vi har en fantastisk natur og enestående landskaber, som vi alle med rette er stolte af. Men vi kan gøre det endnu større, endnu vildere og endnu bedre.

Et vildt Nordjylland

Vi befinder os midt i en tid, hvor biodiversiteten er i tilbagegang, og det største problem er, at vi mennesker fylder mere og mere. Men nu er tiden kommet til at give noget af pladsen tilbage til naturen. Fordi vi kan, og fordi det vil gøre Nordjylland til et endnu mere spændende sted.

Naturen er nu engang bedst til at være natur, og derfor er det bedste, vi kan gøre for at vende tabet af biodiversitet, at give den vilde natur mere plads. Plads til at udvikle en robust natur, der udfolder sig på naturens egne præmisser, og hvor det ikke er menneskets nyttesyn, der styrer. I stedet formes landskabet af naturlige processer som storme, oversvømmelser, ild, stormfald, erosion og påvirkninger fra store græssende dyr.

Projektets mange gevinster

I de store og vilde naturområder, udvalgt efter hvor de sjældne og truede arter allerede findes, kan vi opleve en række andre positive sidegevinster. Udover at være grobund for en blomstrende biodiversitet vil områderne samtidigt være attraktive til rekreative aktiviteter, fremme spændende undervisning samt tiltrække turister og øge bosætningen.

Derudover er det livgivende for krop og sjæl at vandre og opholde sig i de stille og øde naturområder. Derfor vil de udgøre et vigtigt element i arbejdet med både fysisk og psykisk sundhed.

Endelig vil de på sigt yde væsentlige bidrag til at løfte en lang række klima- og miljøindsatser, bl.a. fordi de vil lagre meget store mængder kulstof og modvirke oversvømmelser af lavtliggende områder. Indsatsen har derfor mange positive perspektiver, som vi glæder os til at udforske sammen, så det kan komme hele Nordjylland til gavn.

Vild natur betyder vilde oplevelser

Derfor er det eksempelvis godt at vide, hvordan du håndterer mødet med græssende dyr, når du møder dem på deres hjemmebane.

Det har vi lavet en video der forklarer, hvordan du gør.

Projektets formål

“Vi vil gennemføre den vildeste investering i fremtidens Nordjylland.”

Det gør vi ved sammen at give plads til vildere og større natur, hvor der er plads til mennesker og store oplevelser.

Vi har udarbejdet en ambitiøs plan for udviklingen af vild natur i Nordjylland. Vi vil nu gå i gang med at forberede fyrtårnsprojekter på tværs af Nordjylland, i tæt samarbejde med de enkelte kommuner og lodsejerne.

Inddragelse af samfundet

Hvis der er noget, vi kan i Nordjylland, så er det at samarbejde. I fællesskab kan de nordjyske kommuner skabe varige og positive forandringer for hele regionen. Dette arbejde kan vi kun løfte, når det sker i tæt samarbejde med borgerne, foreningerne og det lokale erhvervsliv, hvor alle føler, at de er en del af noget større.

Frivillighed er et vilkår for projektets succes, og det er derfor vigtigt, at borgere, virksomheder og andre myndigheder, der bliver berørt af projektet, inddrages og involveres i tæt dialog så tidligt som muligt.

Screening af potentielle projektområder

For at sikre projektet det bedst faglige grundlag har DCE, Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet, lavet en analyse af potentielle fremtidige naturområder i Nordjylland.

Analysen baserer sig på baggrund af en række faglige kriterier og vil sikre, at det videre arbejde i projektet tager udgangspunkt i, hvor potentialerne for at sikre og udvikle en artsrig natur er størst (Brandmandens Lov). Samtidigt sikrer det, at udvælgelsen af projektområder sker på et objektivt og upolitisk grundlag. Hermed skabes fundamentet for en objektiv og faglig tilgang til de kommende projektområder.

Arbejdsgruppen

Margrethe Kastrup Hejlskov

Margrethe Kastrup Hejlskov

Skov- og landskabsingeniør

Karin Winther

Karin Winther

Naturvejleder

Keld Krostrup Sørensen

Keld Krostrup Sørensen

Biolog

keld.koustrup.sorensen@99454545.dk

Camilla D. Astrup

Camilla D. Astrup

Biolog

camilla.astrup@aalborg.dk